Først og fremmest, hvad er Facebook Pixel? Facebook Pixel er et stykke kode, som sættes ind på din hjemmeside. Her sporer den stort set alt aktivitet og indsamler data.
For alle virksomheder som markedsfører sig på Facebook, er det essentielt at have Facebook Pixel integreret på hjemmesiden, og er det absolut første du bør gøre, før du begynder at annoncere. Det vil forbedre din annoncering markant, og du kan få det optimale ud af dit annoncebudget.
Det kan være svært at komme i gang med, hvis du ikke ved hvor du skal starte, men bare rolig – du behøver ikke at hyre en webudvikler, eller at kunne kode for at integrere Pixel på din hjemmeside. I denne artikel vil du nemlig lære, hvordan du kan få integreret Facebook Pixel, på en nem og simpel måde, uden at skulle kode overhovedet.
Samtidig vil du lære hvordan du bruger den data som Pixel samler, til at lave målgrupper og skabe bedre resultater med din annoncering på Facebook.
Når Facebook Pixel er integreret, giver den dig oplysninger på forskellige hændelser foretaget på din hjemmeside. Som standard sporer den ’’Sidevisninger’’, eller på engelsk, ’’Page Views’’.
Ved at opsætte yderligere hændelser, kan den samtidig spore produkt visninger, tilføjelser til kurv, salg, leads og meget mere.
Du kan opsætte yderligere avancerede hændelser, som vi dog ikke vil komme ind på i denne artikel. Vi vil udelukkende fokusere på at få opsat den nødvendige del af Facebook Pixel, så du kan komme i gang med at annoncere på Facebook.
Få Facebook Pixel integreret
Først skal du have oprettet en Pixel. Det gør du ved at logge ind på din Facebook Business Manager, og herefter navigere over til Hændelsesadministratoren.
I højre side, trykker du på ”Tilknyt datakilder”
Efterfølgende vælger du ”Web” og trykker på ”Kom i gang”.
Her vælgere du ”Facebook-pixel” og trykker på ”Forbind”.
Her navngiver du din Pixel og lader det andet felt være tomt for nu. Tryk på ”Fortsæt”, og du har nu oprettet din Pixel.
Ønsker du at integrere Facebook Pixel via en partner, som Shopify eller WooCommerce, trykker du på ”Brug en partner”, og vælger den partner du ønsker at integrere med.
Har du en webudvikler tilknyttet, kan du sende den direkte til vedkommende ved at trykke på ’’Send vejledning via e-mail’’ nede i højre hjørne.
Har du derimod en WordPress hjemmeside, skal du blot have kopieret selve Pixel-ID’et, og kan gå ud af ovenstående boks. Du finder Pixel-ID’et i højre side af hændelsesadministratoren, under Pixel. Hvis du trykker på dit Pixel-ID, kopierer du det automatisk til udklipsholderen.
Facebook Pixel Plugin til WordPress
Nu er det tid til at indsætte Pixel koden på din hjemmeside. Igen, vi er ikke ud i at skulle kode, blot downloade et plugin til WordPress og her indsætte koden.
Der er flere plugins du kan benytte. Jeg foretrækker PixelYourSite, da det er super nemt og samtidig kan bruges til andre analytics koder.
De har både en gratis og en betalt version, men til dette formål er den gratis version tilstrækkelig.
Naviger over til PixelYourSite og indsæt dit Pixel-ID under feltet Facebook Pixel ID.
Tryk på gem, og Facebook Pixel integreret på din hjemmeside. Den begynder nu at samle data og spore sidevisninger.
Test om din Pixel virker
Det førte skridt, efter du har integreret Pixel på din hjemmeside, er at teste om den virker som den skal.
Der er 2 måder du kan gøre det på.
Den første måde, er at navigere tilbage til Facebook hændelsesadministratoren, og klikke på test hændelser. Hvis du har flere Pixels, skal du huske at vælge den du ønsker at teste.
Her indtaster du din hjemmeside, og trykker på ’’Åbn website’’.
Hvis din Pixel fungerer som den skal, vil du få grønt lys med ’’Modtager aktivitet’’.
Som på billedet herunder, vil du kunne se at der er registreret et ’’Page View’’ eller sidevisning på dansk. Sidevisning er standardhændelsen for Pixel, og du kan i teorien nu begynde at annoncere på Facebook og samle data.
Det vil dog være en fordel at spore flere hændelser – det kommer vi mere ind på senere.
Facebook Pixel Helper Chrome Extension
Den anden måde, at teste om din Pixel fungerer korrekt på, er med et Google Chrome Plugin, som hedder ’’Facebook Pixel Helper’’.
Facebook Pixel Helper er udgivet af Facebook, og er en hurtig og nem måde at tjekke, om din Pixel og de forskellige hændelser du har sat op virker på.
Samtidig kan du bruge den til at se, om andre hjemmesider har Facebook Pixel integreret, og se hvilke hændelser de sporer.
Du kan downloade Pixel Helper her.
Når du har installeret Facebook Pixel Helper, vil du kunne se ikonet oppe ved dine Chrome extensions.
For at bruge det, skal du blot navigere over på din hjemmeside. Hvis der her kommer en lille grøn boks, med et tal i på ikonet, betyder det at din Pixel er aktiv.
Hvis du klikker på ikonet, kan du yderligere se hvilke hændelser som er blevet registreret.
På billedet her, kan du se at der er et grønt flueben ud fra Page Views. Det betyder, at vores Pixel fungerer korrekt, og der er blevet registreret en sidevisning.
Hvis der derimod er et gult eller rødt tegn, betyder det at der en fejl i din Pixel. Her kan du trykke på fejlen og få en uddybning på problemet, og se hvad der skal rettes til.
Hvis du har grønt lys – tillykke! Du har ny succesfuldt integreret Facebook Pixel på din hjemmeside. Nu er det tid til at spore flere hændelser.
Opsæt flere Pixel hændelser
Der er flere måde at opsætte hændelser på. Du kan sætte dem ind i headeren på hjemmesiden, opsætte dem via Google Tag Manager, eller du kan bruge Facebooks opsætningsværktøj.
I denne artikel fokuserer vi på den nemmeste og mest simple løsning, så du kan være 100% fri for at skulle kode. Det gør vi ved at bruge opsætningsværktøjet.
Du finder opsætningsværktøjet ved at navigere ind på din Pixel i hændelsesadministratoren. Her klikker du på knappen Add Events-> From the Pixel -> Åben værktøjet til opsætning af hændelser.
Indtast din hjemmeside og tryk videre. Bemærk, at du skal være administrator på den givne Pixel, før du kan opsætte hændelser.
Din hjemmeside vil nu blive åbnet op i et nyt vindue, med Facebooks opsætningsværktøj.
Med værktøjet er der 2 måder du kan spore en hændelse på.
- Ved at spore en knap
- Ved at spore en webadresse
Jeg foretrækker at spore hændelser ved at spore webadressen, da den giver mere nøjagtigt data.
Vil du f.eks. spore en Lead, gør du dette ved at navigere over på den takkeside der bliver dirigeret over til, når din kontaktform indsendes med oplysninger.
Her trykker du på spor en webadresse og vælger den hændelse du vil spore, i dette tilfælde Lead.
Har du ikke en takkeside til din kontaktform, kan du i stedet bruge den anden metode, ved at spore når der bliver trykket på en knap.
Ulempen ved dette er, at hvis der er en som trykker på knappen du sporer som en lead og der sker en fejl, og formen ikke bliver indsendt, vil der stadig blive registreret en lead.
Derfor er første valg at spore webadressen, og kun hvis dette ikke er muligt, spore tryk på knap.
Andre hændelser der kan spores
Andre eksempler på hændelser der kan spores med hændelsesværktøjet:
Visning er indhold. Her kan du spore bestemte visninger af din side. Det kan være din kontaktside hvis du har en servicevirksomhed, eller produktsider hvis du har en webshop.
Abonner. Her kan du spore hvis der nogen som tilmelder sig din emailliste. Igen ved at spore takkesiden de bliver ført over på efter at have tilmeldt sig, og som anden prioritet knappen de trykker på for at tilmelde sig.
Der er masser af forskellige hændelser du kan spore med værktøjet, i alt 17 i skrivende stund. Hvilke hændelser der er relevante, at spore for lige netop dig, kommer an på din virksomhed.
Når du har sporet alle de ønskede hændelser, trykker du blot på afslut opsætning.
Igen bør du teste, at hændelserne er sat op korrekt og virker som de skal. Det gør du på præcis samme måde, som beskrevet tidligere oppe i artiklen.
Har du igen grøn lys på din Pixel Helper – endnu en gang tillykke!
Nu har du ikke kun integreret Facebook Pixel, men også opsat hændelser, så du kan få endnu mere ud af din markedsføring på Facebook.
Facebook Pixel målgrupper
Når din Pixel har samlet tilstrækkelige data, kan du begynde at lave målgrupper som du kan målrette dine annoncer til.
Der er 2 typer målgrupper, du kan lave med Facebook Pixel. Brugerdefineret målgrupper og kopimålgrupper.
Begge typer målgrupper er super værdifulde og effektive. I langt de fleste tilfælde, overgår de interessebaserede målgrupper.
Det er uden tvivl en af Facebooks bedste redskaber og kan være guld værd for din markedsføring.
Brugerdefineret målgrupper
Brugerdefineret målgrupper, er målgrupper lavet ud af fra datakilder. Det kan være en emailliste du uploader, folk som har interageret med din Facebook eller Instagramside, eller det kan være fra hændelser sporet af din Pixel.
For at lave en brugerdefineret målgruppe ud fra Pixel data, kan du fra din Pixel trykke på Opret målgruppe -> Brugerdefineret målgruppe.
Her kan du vælge, hvilken hændelse du ønsker at lave en målgruppe ud fra. Det kan f.eks. være alle besøgende på din hjemmeside de sidste 30 dage.
Når du har valgt dine kriterier og navngivet målgruppen, trykker du blot på opret målgruppe. Det tager ca. 30 min. for Facebook at lave din målgruppe, og den er efterfølgende klar til brug.
Du kan tjekke status på din målgruppe, ved at navigere over til ’’Målgrupper’’ værktøjet i din Business Manager.
Du skal som minimum have 100 hændelser på 30 dage, for at lave en brugerdefineret målgruppe ud fra en bestemt hændelse.
Kopimålgrupper
Når du har lavet din brugerdefineret målgruppe, kan du nu lave en kopimålgruppe af den.
En kopimålgruppe, er en målgruppe som ligner en given brugerdefineret målgruppe.
Det betyder, at laver du f.eks. en kopimålgruppe af din brugerdefineret målgruppe, som består af hjemmesidebesøgende, finder Facebook de personer på Facebook, som ligner dine hjemmesidebesøgende mest muligt.
For at lave en kopimålgruppe trykker du på Opret målgruppe -> Kopimålgruppe.
Her er der 3 ting der skal gøres for at kunne oprette kopimålgruppen.
- Vælg den brugerdefineret målgrupper du vil lave kopimålgruppen ud fra
- Vælg målgruppelokation
- Vælg størrelse på din kopimålgruppe, ud fra procentdel af din målgruppelokation
I eksemplet her, ser du en kopimålgruppe på 1% af folk i Danmark, af alle besøgende på briixmarketing.dk fra de sidste 30 dage.
Det betyder, at Facebook nu finder den 1% i Danmark, der ligner de besøgende på briixmarketing.dk mest muligt. Det bliver en målgruppestørrelse på 41.800.
Ønskes en større målgruppe, kan der vælges helt op til 10%.
Igen skal Facebook bruge ca. 30 min. på at lave målgruppen, og den er efterfølgende klar til brug.
Facebook Pixel indstillinger
Som nævnt tidligere, skal du være administrator på en Pixel, for at kunne opsætte hændelser.
Er i flere i virksomheden, som har behov for at administrere Pixel, eller skal i have en ekstern virksomhed til at hjælpe jer, kræver at det at de får adgang til den.
Det gør du ved at navigere til Virksomhedsindstillinger -> Datakilder -> Pixels. Her kan du administrere din Facebook Pixel, og give andre personer eller partnere adgang.
Ønsker du at tilføje en person til din Pixel, skal du blot trykke på knappen, vælge personen og hvilken slags adgang de skal have.
Hvis de skal have mulighed for f.eks. at opsætte hændelser, skal der som sagt vælges administrator adgang.
Ønsker du at tilføje en partner til at administrere din Pixel, trykker du på knappen tilhørende dertil. Her skal du bruge virksomheds-ID, på den virksomhed du ønsker skal have adgang.
Konklusion
Hvis du har fulgt instrukserne i artiklen, har du nu lært følgende:
- Hvordan du integrerer Facebook Pixel på en WordPress hjemmeside
- Hvordan du opsætter Pixel hændelser
- Hvordan du tjekker om Facebook Pixel fungerer korrekt
- Hvordan du laver brugerdefinerede målgrupper ud fra Pixel data
- Hvordan du laver kopimålgrupper ud fra dine brugerdefinerede målgrupper
- Hvordan du giver personer og/eller virksomheder adgang til Pixel
Du har nu taget det første og mest fundamentale skridt for succesfuldt, at markedsføre din virksomhed på Facebook. Du kan nu gå i gang med at lave din første Facebook annonce – sådan!